Dagstur til Cambridge
Cambridge – historisk universitetsby
De fleste kender formentlig Cambridge på grund af University of Cambridge – et af verdens ældste universiteter og i samme liga som University of Oxford.
Cambridge er en by, hvor historie og lærdom smelter sammen til en ufattelig stemning, der ikke findes mange andre steder i verden. Hvert eneste hjørne, bygning, butik og gade er formentlig flere hundrede år gammel, og du går på de samme gader, som nogle af verdens dygtigste mennesker har betrådt.
Dog er det også, som mange andre steder i Storbritannien, en by, der er præget af elitisme, ’dirty money’ og konservatisme. Den første kvinde blev først optaget på King’s College (et af universitetets kollegier) i 1972. Kollegierne er milliarder af danske kroner værd, men mange af de penge stammer fra den britiske slavehandel. The Guardian har skrevet en ret interessant artikel om det britiske forhold til universiteternes historie – læs den her: https://www.theguardian.com/news/2023/jun/01/cotton-capital-legacies-of-slavery-research-backlash-cambridge-university.







Transport
Er du i London, er det nemt at komme til Cambridge, da der går direkte tog fra flere steder i byen. Fra Liverpool Street Station kører der direkte tog med Greater Anglia, og turen tager cirka en time og et kvarter. Da jeg tjekkede tiderne på en lørdag, gik toget cirka hver 60. minut. Er du tættere på King’s Cross Station, kan du tage Great Northern-linjen, som tager cirka 50 minutter, og denne rute afgår cirka hvert 30. minut. Begge stationer er godt forbundet med resten af metrosystemet.
Det er nemt nok at købe en togbillet i England – især på de store stationer, hvor der er både automater og bemandede billetsalg. Dog kan det være lidt af et cirkus at finde en billig billet. Jeg bruger normalt Trainline-appen (som også findes online), der kan bruges til at købe billetter i det meste af Europa. Det er lidt forskelligt, om det er billigst via Trainline eller direkte hos de enkelte selskaber, men da der er mange forskellige togselskaber i England, er Trainline i hvert fald et godt sted at starte.
Tricket her er aldrig at købe en enkeltbillet, men altid at vælge en returbillet. I dag (lørdag den 12. april) kan jeg få en enkeltbillet fra Liverpool Street til Cambridge for cirka 23 €, men jeg kan også få en super off-peak day return-billet til samme pris – altså 23 €. Med den billet kan jeg selv vælge afgang, så længe det er i off-peak-perioden, og jeg rejser retur samme dag (der findes også billetter uden off-peak-begrænsning). Du kan læse mere om det her: Trainline - off-peak billetter.
Priserne kan selvfølgelig variere, men generelt sparer du ofte 25-50 % ved at købe en returbillet i stedet for en enkeltbillet – og du bevarer stadig en del fleksibilitet. Det samme gælder, selv hvis du ikke rejser retur samme dag.
Skal du rejse en del rundt i England, kan du overveje et rabatkort – kaldet et Railcard. Du kan læse mere om det her: Trainline – Railcards. Jo yngre du er, jo billigere er det. Ofte får du 1/3 rabat på alle rejser.
Er du mellem 18 og 25 år, koster et års Railcard £35, hvilket hurtigt er tjent ind, hvis du planlægger flere ture.
Besøg kollegierne
I modsætning til den universitetsstruktur, vi kender fra Danmark, har University of Cambridge (også University of Oxford) en kollegieopbygning, der minder en del om det, man ser i Harry Potter-universet. Kollegierne har deres egne fantastiske bygninger og historie, men det er desværre ikke gratis at komme ind og se dem, hvis man ikke er studerende.
Generelt skal man huske, at når man besøger de store britiske universitetsbyer, så er det funktionelle universiteter, hvor studerende og forskere bor og arbejder – ergo, turister har bestemt ikke fortrinsret. Derfor vil jeg foreslå, at man inden ankomst laver lidt research på, hvilke kollegier man gerne vil se, samt hvad de koster.
Jeg besøgte King’s College (ikke at forveksle med universitetet i London, der har samme navn). Kollegiet blev grundlagt i 1441 af kong Henrik den 6., men det tog omkring 100 år at færdiggøre. Den tilhørende kirke og selve kollegiebygningen er i klassisk gotisk stil – og som man kan se på billederne, er det ufatteligt smukt. De flotte efterårsfarver gjorde bestemt heller ikke noget dårligt. Kollegiet ligger ned til Cam-floden, og her kan man se folk sejle forbi i de små punting-både (hvilket også er en populær aktivitet for både turister og studerende). Jeg synes bestemt, det var et besøg værd – men med £13,50 for en studiebillet, så er det også til den dyre side.
Du kan se mere om priserne her: King’s College – Plan Your Visit.
Det skal også siges, at man ikke kan komme ind i selve kollegiebygningen, men det er også kirken, der er the star of the show. Billetterne kan købes online, men hvis man – som mig – ikke havde forberedt noget som helst, så kan de også købes i butikken lige overfor.
Top aktiviteter i Cambridge
For dem, der elsker bøger
Wren Library er en del af Trinity College og er åben for offentligheden nogle få timer om dagen, da det er et aktivt bibliotek for både studerende og forskere. Biblioteket åbnede i 1695 og er, som resten af byen, en ufatteligt smuk bygning, der emmer af historie og viden. Det er ikke et sted, hvor du bruger mange timer, da det meste er lukket for offentligheden, men da det er gratis, er det bestemt et besøg værd.
Da jeg var der, havde de en førsteudgave af en af Isaac Newtons bøger udstillet – med hans egne håndskrevne rettelser i marginerne. Jeg er en bog- og videnskabsnørd, så jeg var helt oppe at køre resten af dagen.
Læs mere her: Wren Library – Highlights
Cambridge University Press (CUP) Bookshop
Butikken ligger centralt i byen og er næsten ikke til at overse. Jeg elsker en god universitetsboghandel, fordi der altid er et helt andet udvalg end i almindelige boghandlere. CUP har eksisteret siden 1534, men har kun haft lokaler i denne butik siden 1992 – dog har der ligget en boghandel her siden 1581, hvilket gør det til verdens ældste boghandel. Så selv hvis du ikke er til faglitteratur, er du nødt til at stikke hovedet ind.
Læs mere her: CUP Bookshop – About
Waterstones
Har du brug for et lidt mere ‘normalt’ udvalg af bøger, vil jeg foreslå, at du kigger forbi den lokale Waterstones. Det er den største boghandelskæde i Storbritannien, men butikkerne føles stadig meget lokale og unikke. Waterstones i Cambridge var en af de bedste, jeg besøgte.
Great St. Mary’s Church (£7,50)
Kirken blev grundlagt i 1010 og har været en universitetskirke siden 1209. Selve kirken er et besøg værd, men det, der virkelig gør den speciel, er kirketårnet. Indeni snor sig en trappe med 123 trin, der leder op til den flotteste 360° udsigt over hele Cambridge. Det er bestemt ikke en trappe for dårligt gående, men hvis kroppen kan det, så er det virkelig en oplevelse værd.
Læs mere her: Great St. Mary’s



The Fitzwilliam Museum
Som stort set alt andet i byen, er museet en del af universitetet, og det er deres samlinger, der bliver udstillet. Museet åbnede i 1848 og ligger stadig i de oprindelige bygninger – dog med dobbelt så meget plads i dag.
I 2023 så jeg en udstilling, Black Atlantic, der handlede om slavehandelens betydning for Cambridge og universitetet – samt de mange mennesker, der er blevet glemt i historien.
Museet er gratis, men du kan med fordel bestille billetter hjemmefra, især i højsæsonen.
Læs mere her: Fitzwilliam Museum
Cambridge Market
Markedet ligger centralt i byen og er svært at overse. Her er et hav af små madboder og stande, der sælger lidt af hvert. Jeg fik mig en skøn halloumi-burger, som jeg spiste i efterårssolen.
Pladsen har været centrum for markeder siden middelalderen, og i dag er der åbent hver dag fra kl. 10–16.
Se mere her: Cambridge Markets