Georgien - upcoming rejsedestination

Mellem øst og vest ligger Georgien gemt. Rusland i nord, Armenien og Tyrkiet i syd og pakket ind i Kaukasusbjergene. Georgien er utroligt europæisk – og så alligevel ikke.

Georgien har været på min radar, siden jeg så Backpacking Bananas' serie om backpacking i Georgien tilbage i 2024, så da Norwegian i vinteren 2025 annoncerede en direkte rute til hovedstaden Tbilisi, tog det mig ikke lang tid at bestille et par billetter.

Jeg forsøger i dette indslag at give en kort introduktion til Georgien som rejsedestination: fly, transport i landet og vandring.

Georgien har en utrolig rig historie, der strækker sig tilbage til præhistoriske tider. Vinen stammer herfra, byer, der har ligget det samme sted i årtusinder, og et sprog, hvis lighed ikke findes nogen andre steder.

Geopolitisk ligger Georgien i en lettere træls situation med Rusland som den upopulære nabo. Der har været uenigheder om grænserne mellem de to lande i mange år, og landet var under sovjetisk kontrol indtil 1991. I 2008 invaderede Rusland to områder, Abkhazia og Sydossetien, som siden da har været under russisk kontrol. Situationen er i dag stabil, og man skal som turist ikke være nervøs for den russiske indflydelse. Udenrigsministeriet fraråder indrejse i de to områder, men resten af landet er ‘grønt’. Man skal heller ikke være bange for ved en fejl at rejse ind i de områder, da grænserne er stærkt kontrollerede, og der går ingen almindelig transport ind og ud af områderne.

I dag er især den unge befolkning i byerne utroligt pro-EU. EU's blå flag med de gule stjerner er malet på vægge, hænger fra altaner og bliver flaget på officielle bygninger. Danmark er et overvejende EU-skeptisk land, så fra vores perspektiv kan det måske være svært at se, hvor dette brændende ønske kommer fra. Men for georgiere er det et håb om en fremtid med bedre økonomisk udvikling og sikkerhed.

Hvem skal tage til Georgien?

Er man til bountystrande og små turiststrandpromenader, så er Georgien nok ikke det rigtige valg. Er du til gengæld til kultur, historie og vandring, så er du landet det rette sted. Som nævnt ovenfor er Georgien et land med en historie, der strækker sig langt ud over Sovjetunionen. Kaukasusbjergene skaber utrolige vandreruter, som endnu ikke er overrendt med turister – du får derfor bjergene (næsten) for dig selv og til en pris, der stadig er til at betale.

“Getting around” – Transport til og i Georgien

Georgien er på mange måder en perfekt destination for den rejsende, der vil lidt uden for de normale destinationer, men stadig gerne vil have en smule turistinfrastruktur. Langt de fleste, og især de unge, talte enten fint engelsk eller nok til, at vi kunne kommunikere med lidt fagter og god tålmodighed. På intet tidspunkt oplevede vi kommunikationsudfordringer i en grad, der skabte problemer for os. Skriftsproget er unikt for Georgien, men de er heldigvis gode til at oversætte skilte og lignende til latinske bogstaver. Det er hertil nemt nok at komme rundt i landet uden en bil.

Flyrejser

I juni 2026 åbnede Norwegian sin første direkte rute fra København til Tbilisi International Airport. Denne rute er klart den nemmeste vej til Georgien, da du nu kan nøjes med en flyvetid på ca. 4,5 timer. De flyver to gange om ugen – onsdag og lørdag. Begge flytider ligger sent på eftermiddagen/natten, men dette er intet problem ved ankomst til Georgien, da Tbilisi bestemt ikke er en by, der går tidligt i seng.

Eksempel på afrejse i august/september 2026 (uden bagage):



Passer Norwegians datoer dig ikke, så findes der flere rejser med mellemlanding i Istanbul Lufthavn – bl.a. Pegasus og AJET. Jeg har aldrig selv fløjet igennem Istanbul Lufthavn, men jeg har flere gange hørt den beskrevet som en af de værste lufthavne for mellemlandinger – so do with that what you want.

Foretrækker du at rejse fra Billund, så er det desværre stadig nødvendigt med en mellemlanding. Det kan eksempelvis være med LOT (polsk flyselskab), hvor du så får en mellemlanding i Warszawa. Her kan du komme af sted på 6,5-7,5 timer. Det er selvfølgelig også muligt at flyve til Kastrup, men så vil du nok selv skulle stå for at tjekke ind og ud igen.

Georgien har også to andre internationale lufthavne – Kutaisi (KUT) og Batumi (BUS). De er beliggende i henholdsvis den 3. og 2. største by. Når jeg søger lidt rundt på nettet, så virker det til, at de fleste afgange er med selvtransport – altså køber du to separate flyvninger, så du selv er ansvarlig for mellemlandingen. Derfor tænker jeg, at det er mere attraktivt at flyve til disse lufthavne, hvis du allerede befinder dig i området – fx Tyrkiet eller Armenien.

Lokal transport

Tbilisi og andre store byer

I byerne er Bolt det mest populære. Det er en app med ‘taxaer’ på samme måde som Uber. Du bestiller og betaler direkte i appen, hvilket gør, at du på forhånd kender prisen, samt at du bestiller en taxa til din præcise placering. Der er også mange ‘normale’ taxaer i byen, men personligt hader jeg ikke at kende prisen og eventuelt skulle til at diskutere en fair pris. En tur fra lufthavnen til centrum om natten kostede mellem 35-40 GEL (ca. 86-100 kr.), og du kan hurtigt komme til at betale mere med en normal taxa, fordi de ved, at du er turist. Husk dog at downloade appen og lave en profil hjemme, da det kræver, at du får tilsendt en SMS-kode – hvilket er lidt træls, hvis du har dit almindelige SIM-kort slået fra. Appen kan også bruges mange andre steder i Europa, så jeg havde den i forvejen.

Tbilisi har en del trafik på de mærkeligste tidspunkter (vi sad i kø kl. 23 om aftenen), så man skal være opmærksom på, at turene kan tage lidt længere end forventet.

I Tbilisi er metroen også en mulighed. Den har to linjer og 22 stationer. En billet koster 1 GEL (ca. 2,4 kr.) og kan købes med et genbrugeligt Metromoney-kort, der koster 2 GEL (ca. 5 kr.). Det er de samme priser på de lokale bybusser. Vi brugte ikke metroen, da det bestemt er muligt at gå rundt, og når vi skulle længere væk, så var Bolt et nemt valg. Foretrækker du offentlig transport, så vil jeg henvise til Wander-Lushs fantastiske guide: https://wander-lush.org/tbilisi-public-transport-guide-bus-metro/

Mellem byer og ud i bjergene

På trods af Georgiens sovjetiske historie, så er den offentlige transport overraskende begrænset. Kombineret med en hel del bjerge, så skal man forvente længere transporttider, end man måske lige tror, når man kigger på et kort. På denne rute fra Tbilisi til Mestia via Zugdidi siger Google Maps 7,5 timer, men medmindre du hører selv, så skal du regne med 10-12 timer.

Skal du langt, så er det bedste bud toget. Billetter kan bookes via TRE – Georgian Travel Platform. Hjemmesiden finder du her: https://tre.ge/en, men de har også en utrolig velfungerende app. Jeg fik endda en SMS om, at mit tog havde ændret afgangstidspunkt en uge før (det havde DSB aldrig gjort). Dog er der to ting, du skal være opmærksom på: antallet af afgange og booking af billetter. Billetterne bliver ikke frigivet mere end et par uger før afgang, og de kan godt blive udsolgt. Så skal du afsted med en bestemt afgang, så vil jeg holde lidt øje med det og ikke booke dem på dagen. Hertil har mange af togene ikke særligt mange afgange. Toget fra Tbilisi til Zugdidi (relevant hvis du skal til Svaneti og vandre) går én gang om dagen og er det eneste tog, der stopper der. Toget til Batumi går to gange om dagen (morgen og tidlig aften) – det gælder derfor om at nå sit tog.

Det er muligt at bestille 2., 1. og Business Class. På turen til Zugdidi var 1. klasse bestemt det værd, da det gav mere plads og et bedre toilet. Business Class havde ikke været prisforskellen værd, men jeg er blevet fortalt, at det er det værd på vej til Batumi, da der er nogle nyere toge.

Til Zugdidi er der ingen restaurant om bord, men der er en snackautomat med lidt snacks og vand mellem vogn 1 og 2. Jeg vil derfor foreslå at tage mad og drikke med selv.

Marshrutkas er din næste mulighed, hvis du ikke vil med toget, eller du skal ud, hvor togene ikke kører. Det er minibusser (tænk Mercedes Sprinter) uden nogen faste afgangstidspunkter – de kører, når de er fyldte. Det lyder mere kompliceret, end det er. De holder ofte ved stationerne, når de ved, at togene kommer ind, hvor de så også hurtigt bliver fyldt. Da vi skulle fra bjergbyen Mestia tilbage til Zugdidi for at nå toget, så kørte de omkring kl. 12 og var fremme i god tid til at nå toget, da de ved, at alle skal med toget. Du kan altid spørge på dit hotel eller guesthouse, hvor og hvornår busserne går, da de normalt ved det. De tager kun kontanter, og vi betalte mellem 35-50 GEL pr. person. Det virker til, at de forskellige chauffører er blevet enige om priserne mange steder, men jeg vil altid Google den specifikke rute for at få en idé om prislejet, så man ikke bliver taget ved næsen. På den lange tur mellem Zugdidi og Mestia (4-4,5 timer) blev der stoppet én gang ved en café, hvor der var mulighed for at bruge toilet, købe snacks og mad. Der var ingen rigtig information om, hvorvidt og hvornår vi stoppede, samt hvor lang tid stoppet var – så hold dig i nærheden af bussen.

Det er muligt at tage en marshrutka på lange ruter (fx. Tbilisi til Mestia), men jeg vil virkelig foreslå at tage toget så langt, du kan, da de små busser ikke er de mest komfortable. Det er fint, men toget er langt mere behageligt og ikke meget dyrere.

Bliver du, som mig, meget køresyg, så tag nogle køresygepiller med. Vejene er ikke af den bedste kvalitet, og kørslen er generelt ikke den mest afslappede.

Simkort og data i Georgien

Georgien er desværre ikke med i EU-aftalen om fri roaming i udlandet, og det er ekstremt dyrt at bruge dit danske data. Min kæreste lavede den fejl på en anden tur til Georgien ikke at få slået sit danske data ordentligt fra. På et par minutter nåede det at koste ham 400 kr. – heldigvis ikke mere, da hans telefonselskab havde et maksimalt forbrug på 400 kr.

Har du en nogenlunde ny smartphone (fx. iPhone 11 og derefter), så kan du bruge et eSIM, hvilket klart er den nemmeste løsning. Du kan købe det hjemmefra fra et hav af forskellige udbydere – selv bruger jeg Airalo, da jeg her kan købe til destinationer i hele verden. Der kan være lokale udbydere, hvor det er billigere. Det vil jeg foreslå at kigge på, hvis du rejser i lang tid, men til almindelige rejser og ferie, så synes jeg, det er nemmest bare at kunne købe mit eSIM det samme sted. Jeg har brugt dem i både USA og nu

Ved at bruge et eSIM slipper du for at skulle holde styr på dit danske SIM-kort, da det bare bliver i telefonen, og du har stadig adgang til dit danske nummer – du bruger bare eSIM-kortet til lokal data.

Vi var afsted i 11 dage, og jeg købte 10 GB i en 15-dagesperiode. Det var lige i overkanten, men pakken, der var et nummer mindre, havde været for lille. Du kan dog altid tilkøbe både tid og GB direkte i appen – og det burde være det samme for de fleste andre firmaer.

Husk at installere hjemmefra, da det kræver internetforbindelse, så du har internet allerede i lufthavnen!

Man kan helt sikkert godt leve uden lokale data og bare nøjes med Wi-Fi på hoteller og lignende. Men jeg gider simpelthen ikke rejse uden adgang til Google Maps, Google Translate og muligheden for at google viden om området (og Bolt, når man er i Tbilisi). Jeg forsøger at skrue ned for sociale medier, men det er simpelthen så rart med data.

Vandring

De to store områder for vandring i Georgien er Svaneti og Kazbegi. Selv valgte jeg Svaneti, men på næste besøg bliver det Kazbegi. Den mest populære vandresæson er fra sent forår til tidligt efterår med højsæson i juli/august. Ønsker du at vandre i ydersæsonerne, så skal du være opmærksom på sne, lukkede bjergveje, lukkede hoteller og teknisk vandring. Er du ikke til vandring, så er der gode muligheder for ridning mange steder.

Kazbegi

Området er opkaldt efter Kazbek-bjerget, der med sine 5033 m ikke er til at misse – eller helt officielt hedder regionen Khevi, men det bliver af en eller anden grund kaldt Kazbegi i stedet. Kazbegi er helt klart mere populært end Svaneti pga. områdets beliggenhed ift. Tbilisi. Uden stop tager turen omkring 3 timer (til forskel fra 10+ timer til Svaneti). Der kører også flere turistbusser – fx. denne fra GetYourGuide, hvilket giver mulighed for at se nogle af attraktionerne på vejen derhen.

Svaneti

Svaneti er et af de smukkeste områder, jeg har været i, og jeg vil alle dage sige, at den lange tur til området er det hele værd. De fleste starter i byen Mestia, hvilket er den rute, jeg beskrev ovenfor, så det kræver både tog og bus fra Tbilisi. Det tager tid, men det er rimeligt lige til. Området er kulturelt unikt, da det bl.a. er hjemlandet for Svans – en etnisk gruppe i familien med georgierne. Du finder mad og arkitektur, der ikke findes andre steder i Georgien. Herunder de ikoniske tårne (se billede) og Ushguli, som er en UNESCO Heritage-by. Områdets mest kendte vandretur er en fire-dagstur fra Mestia til Ushguli med mulighed for at sove i guesthouses undervejs.

Så ja, Georgien har utroligt meget at byde på, og det gælder om at komme afsted, inden det bliver alt for populært.

Næste
Næste

Dagstur til Cambridge